Afrensning og rengøring af skimmelsvamp
Efter konstatering af skimmelsvampeangreb i jeres bolig skal boligen, og især de angrebne områder renses, eller saneres som det også kaldes.
Det er dog vigtigt, at man først har fundet årsagen til bygningsdelenes opfugtning og hvorfor der er kommet skimmelsvampe. Ligesom klassisk førstehjælp skal man altid starte med at stoppe ulykken, så først skal opfugtningen, (vandindtrængning, kondensdannelse mv.) stoppes og udbedres. Det kan også være nødvendigt med en decideret affugtning inden man begynde at rengøre udsatte områder.
Videre skal omfanget klarlægges, førend en afrensning reelt kan igangsættes. Ofte finder man dog først det fulde omfang idet man eksempelvis går i gang med at tage tapet ned, fjerne isolering eller lignende.
Kan man selv afrense skimmelsvampe?
Skimmelafrensning i mindre omfang kan man sagtens selv klare. Her taler vi dog kun om mindre områder, såsom mindre skimmelvækst på fliser, fuger, vinduesrammer og mindre områder af vægge. En tommelfingeregel kunne være områder på maks. 20 x 20 cm. Ved større og voldsommere angreb end dette, bør man kontakte en professionel.
Almindelig nedrensning af mindre mængder skimmel kan sammenlignes med alm. rengøring. Ofte er det alt rigeligt blot at bruge vand og alm. rengøringsmidler, (universalrens eller sulfo). Men de fleste foretrækker dog at bruge midler såsom klorin, Rodalon eller lign. produkter der lover at kunne fjerne mug og skimmel. Problemet med disse midler er, at de er langt værre for indeklimaet end en smule skimmelsvamp er. Eksempelvis vil man fjerne en smule skimmelvækst i en vindueskant, og så pøser man på med klorin eller lignende som fylder huset med klorforbindelse.
Brug i stedet gerne indeklimatestet og godkendte produkter, såsom Protox Hysan eller lignende, som typisk kan købes i byggemarkeder. Og luft altid godt ud.
Vi har udarbejdet flere gode artikler omkring skimmelsvamp, som du finder herunder
Professionel afrensning og skimmelsanering
Det er enten rådgiveren, det udførende sanitørfirma og/eller forsikringen som skal afgøre hvilke afrensningsmetode som er den bedste i den givne situation. Og ofte kan der blive tale om en kombination af flere metoder.
Valg af afrensningsmetode vurderes ud fra angrebets omfang, skadesperioden, (gammel eller ny skade), placeringen i boligen, (stue, værelser, kælder, loft mv.) samt ikke mindst hvilke materialer som skal afrenses.
Nedrivning og bortskaffelse
Er der tale om enten sarte og porøse overflader, som ikke kan renses med en af nedenstående metoder, vælger man ofte helt at fjerne de angrebne områder med nedrivning og bortskaffelse.
Her taler vi typisk om gipsplader, tæpper, isolering, træværk/træplader, cellotexplader mv. Man er dog ofte nødsaget til at rense bagved de aktuelle emner, i eller på den bagvedliggende konstruktion.
Mekanisk afrensning
Mekanisk eller fysisk nedrensning er ligesom nedrivningen, en decideret fjernelse af den angrebne overflade. Her er det vigtigt at forstå, at skimmelangreb kun ligger i de øverste lag af enten træ, puds mv. Skimmelsvampe vokser modsat trænedbrydende svampe ikke ind i faste materialer, som udgangspunkt. Og derfor er det ofte rigeligt med overfladebehandlinger.
Overfladebehandlinger handler ofte om, at der slibes, skrabes, sandblæses eller lign. for at fjerne/rense overfladerne. Træværk slibes, pudslag fræses, skrabes eller hugges helt ned. Efterfølgende støvsuges der grundigt med professionelle støvsugere, som enten er placeret uden for huset, og/eller med støvsugere som indeholder såkaldte HEPA-filtre, (Høj Effektive Partikel filtre) for at rense luften for de fine skimmelsporepartikler.
Det kan være nødvendigt at supplere med andre afrensningsmetoder efterfølgende, typisk en eller anden form for kemisk afrensning – oftest for at være helt sikker på afrensningens effekt, da der ved mekanisk afrensning godt kan efterlades mindre skimmelsporer mv.
Tøris afrensning
Ved tørisafrensning anvendes isperler som fordamper ved blæsning på overfladen. Metoden er en mekanisk afrensning, som kan sammenlignes med sandblæsning. Metoden har en lidt begrænset anvendelse, og bruges sjældent i beboelsesrum.
Kemisk afrensning
Brugen af kemiske afrensninger er den mest udbredte metode. Ofte starter man med en eller anden form for fysisk afrensning, typisk fjernelse af tapet, puds mv. samt en støvsugning, (læs ovenstående – og brug aldrig den almindelige husholdnings-støvsuger)!
Som nævnt findes der flere midler på markedet som kan bruges til fjernelse og nedvaskning af skimmelsvampe. Fælles for midlerne er, at de er desinficerende og dermed slår skimmel, bakterier og andre biologiske emner ihjel.
Nogle midler kan bruges generelt til både træ, puds mv. – og endda en private personer. Andre midler er udviklet til særlige overflader, til større overflader mv. og må så typisk kun bruges af certificeret og uddannet personale.
Afrensningen foregår ellers som almindelig nedvaskning med brug af børster, klude eller deslige. Andre gange påføres midlerne bare på med forstøver, og skal blot sidde der og ”virke”.
Tågerens
Tågerens udføres med en ”fogger”, og fungerer næsten som man kender dem fra over grønsagerne i supermarkederne. En tåge af desinficerende midler sendes ud i eksempelvis en krybekælder, eller et loft og bliver dermed fordelt over alt.
Metoden hører til de mere sjældne valg, idet den er forbundet med en hvis usikkerhed, og bliver som regel kun brugt til en sidste generel afrensning.
Ild
Tidligere var det meget normalt at anbefale afbrænding – altså at man brændte overflader med åben ild, fra eksempelvis en gasbrænder, (ukrudtsbrænder). Metoden er ganske billig i brug, samt effektiv.
Denne metoder indeholder dog en meget stor risiko for antændelse af øvrige bygningsdele, og bruges derfor meget sjældent i almindelige huse og bygninger.
Det kan på ingen måder anbefales at benytte som privatperson!
Tørdampafrensning, (også kendt som MicroClean ® metoden)
Tørdampsafrensning er en af de mest effektive, men også en af dyreste metoder.
Afrensning af skimmelsvampe med tørdamp er en patenteret metode kaldet MicroClean ® metoden. Afrensningen sker alene ved frigivelse af overophedet vanddamp under tryk direkte på de skimmelangrebne overflader. Skimmelsporer (samt andre biologiske forekomster) ”brændes” ihjel med ca. 150° C varmt damp som blæses ind på overfladen under højt tryk, igennem en renseklud.
Med rensestykket ”vasker” man samtidig overfladerne ned, og fjerne belægninger, plamager mv.
Ved denne metode bruges der ingen kemikalier, hvilket som udgangspunkt altid er at foretrække.
Afrensningen kan, og må kun udføres af certificerede firmaer, og man kan ikke sammenligne denne form for dampafrensning med en almindelig tapetafrenser.